Med Vind I Ørene Og Smil På Læben

Lufteture. I regn, blæst, sol eller hagl. Har du hund, kan du ikke ikke være kræsen med vejret, dyret skal luftes om du vil det eller ej – Men er det i bund og grund ikke et spørgsmål om
indstilling og perspektiv?

Da vi først fik Layla, var hun min redning – Jeg vidste bare ikke helt nøjagtigt hvor stor en redning hun faktisk var. Jeg var lige blevet opereret, der var sket nogle fejl, og jeg var oppe dag og nat – Frygten for mareridtene vandt over behovet for sove.
Man skulle næsten tro, at Layla på forhånd var ‘programmeret’ til at redde mig, for fra dag et af, stillede hun kl 22:30 i døren, og pev. Nu ville hun altså gerne i seng. Så måtte jeg jo bære hende op og putte hende i sengen, lægge mig ved siden af hende, og nusse de silkebløde ører til hun faldt i søvn. Dette betød selvfølgelig at jeg også faldt i søvn, og sov bedre end jeg havde gjort længe.

Hvalpetiden var generelt bare fantastisk, hun var et lille bundt fluff – helt igennem vidunderlig. Hun kom med i sommerhus, ud at sejle, med på de lange køreture. Hun fulgte mig overalt. Men da hun blev lidt større, måtte jeg desværre indrømme, at jeg ikke formåede at følge hende. Jo jo, jeg var troligt ud at gå tur med hende 3 gange dagligt, ud på markerne, ned af stierne, trænede snor af, snor på, gå pænt .. yada yada .. Men jeg var jo ikke med hende. Mit hovede var andetsteds, stressede over det jeg skulle nå, det jeg ikke kunne nå – Egentlig bare alt der  ikke var gåturen. Og nej, ærligt talt, jeg gad virkelig ikke regnvejrsturene!

8325898

Men jeg fik det jo heller ikke bedre. Jovist var jeg blevet bedre til at sove, og havde fundet noget at stå op til, men jeg var stadig stresset, stadig usikker – Jeg manglede stadig jordforbindelsen. Indtil en dag hvor jeg blev gal. Virkelig gal. Den form for gal der ikke vil tilfredsstilles med mindre end en smækket dør. Så jeg gav Layla seletøjet på, og smækkede med døren.

Det blev en lang gåtur. Den startede ud med hårde, tunge, nærmest marcherende skridt, mens dampen stod ud af ørene og alle tænkelige bandeord på både dansk, engelsk og volapyk blev slynget ud. Men efter et stykke tid måtte jeg stoppe op. Her havde jeg gået, i alt min vredes vælde, opslugt af mit eget ego, alt i mens Layla havde trisset afsted med halen i vejret, jagtet sommerfugle og mus, duftede til nogle af blomsterne og pisset på de andre. Hun var så opslugt af omgivelserne. I et med naturen.
Jeg satte farten ned, og gik turen i hendes højde – I snudehøjde.  Turen var ikke længere de samme stier om og om igen, med højre, venstre, hvilken vej man skulle vælge for at kunne komme hurtigst hjem, og hvad tid ville jeg iøvrigt være hjemme.
Den var fri.

Jeg gav Layla snoren om du vil. For en stund var det ikke mig der bestemte hvilken vej vi skulle gå, men hende. Vi glemte de grå stier, og jeg fulgte hende – gennem mudderpølene, rundt om træerne, op og ned af bakkerne, og gerne gentage loopet et par gangeJeg mærkede den friske luft strømme gennem kroppen, mærkede brisen og duftede til blomsterne. Jeg så den fantastiske verden Layla så, hvor haren og rådyret havde efterladt deres spor, hvor en hund forinden havde bukket græsset, og hvordan vandet i årenes løb havde skabt sig en sti på trods af de forhindringer det måtte møde.
Og jeg fik ro.
Bevares, nogle dage har gåturen stadig sin vante gang – Jeg har trods alt portrætter der skal tegnes, kunder der skal masseres, et barn der skal hentes, en mand der skal fodres .. Men nogen dage holder jeg også fri. Nogen dage får hundene snoren, og inviterer mig ned i snudehøjde. Det er lige meget hvor vi går, eller hvad klokken er. Nogen gange kan vi sidde midt ude på en mark i timevis, og se på fuglene der flyver forbi, andre gang er det på med løbeskoene – For så skal vi se hvem der kan komme hurtigst ned af bakken. Fidusen er, at det er ligegyldigt!
Min pointe er – Stop op! Går du med hunden, eller går du med hunden?
Når du stormer afsted, med hunden i den ene hånd og telefonen i den anden, eller kaster pinden når den bliver afleveret mens tankerne kredser om hvad du mon skal nå imorgen, så stop.
Kig på din hund, og virkelig se efter. De glimtende øjne, den logrende hale og de blafrende øre. Tungen der hænger halvt ud af munden med den fineste savlguirlande, mens staklen bliver skeløjet i dens ihærdige forsøg på at få det hele med. Indånd dine omgivelser, den kølige brise der vækker de små hår på armene, solen der ihærdigt forsøger at ramme jorden i en dans med de livlige blade på de ældgamle træer, og lad duftene fra det nyslåede græs, de vildeblomster (og knap så meget fra den flotte klat din hund lige har efterladt som du nu må samle op midt i din ‘meditation’) omfavne dig.
Tag dig tid! Selv regnvejret renser sjælen, og bringer nye dufte og indtryk med sig, hvis man giver sig tiden til at lytte.Gåturen med hunden er nemlig ingen tjans, det er en velsignelse – Nyd den!

9617415
Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s