Når Hjertet Og Fornuften Går I Krig

Jeg bestræber mig på, at være et godt menneske. Et menneske, der har medfølelse, forståelse, og hjerterum. Et menneske der ikke dømmer, der ikke er ondsindet eller handler til egen gevinst. Et menneske der er tro mod sig selv, og tro mod sit hjerte. Til tider, prøver jeg også at være fornuftig, men det er tilsyneladende noget der ligger mig fjernt ..

Mit hjerte og min fornuft er nemlig sjældent enige, og så er det at der bliver ballade. I dag var en af disse dage, hvor hjertet og fornuften gik i krig, hvor selv hjertet og hjertet så sig sure på hinanden, og jeg blev fanget i midten. Jeg lavede en fejl. Et ondsindet fejl.

Jeg elsker hvalpene, hver og én, på hver deres måde, for hver deres sind. Jeg har set dem vokse, set dem kæmpe, set dem trives. Og det er en fantastisk oplevelse. Men jeg har også grædt, og jeg har fortrudt. For hvordan skulle jeg, som end ikke kan lade et vildt fremmed dyr gå forbi, kunne sige farvel til dem alle sammen?

Det kan jeg, det ved jeg at jeg kan. For jeg ved, at de kommer ud til nogle fantastiske, enestående hjem, og at de vil trives og nyde livet. Men jeg ved også, at Layla ikke får hvalpe igen, så tanken har hele tiden lagt hos mig – Mon én af hvalpene skulle blive?

Jeg snakkede med min kære mand, men der var svaret klart – Nej. Ugen efter, var det også nej. Ugen efter .. Tjaaah, det kunne jo være fedt. Jo jo, han var også faldet for dem. Og så startede tankerne at kræse. Skulle det være den ene, eller måske den anden? Og temmelig hurtigt efter vi havde flyttet kom svaret. Hvis vi skulle beholde en, skulle det være den kære Sipatu. Det havde han nu selv besluttet, for han lå troligt ved hoveddøren og sov hver gang, og satte jeg mig ned hos hvalpene, vidste jeg med sikkerhed at Sipatu altid ville være der.

Men så lavede jeg den første fejl. Jeg tog ham ikke ned fra salgssiden. Manden havde jo ikke sagt endegyldigt ja endnu, og selvom Sipatu havde taget mit hjerte med storm, var jeg da også lidt selv i tvivl om, om vi nu også kunne stå med 3 hunde? Kunne jeg give dem alle det de havde behov for?

Den ene efter den anden familie kom på besøg, og flere faldt for Sipatus isbjørne ydre. Jeg fik dog rettet blikket i andre retninger, og fandt det perfekte match til dem – som ikke var ‘min’ Sipatu. Lige indtil et fantastisk par dukket op. Et par der havde ledt og ledt efter den rigtige hvalp, som havde været flere steder henne uden held, og endelige mente at de havde fundet ham her.
Jeg startede den samme gamle sang: Sipatu er jo vores hjertebasse, og han skal det perfekte sted hen, hvis ikke han får lov at blive .. Men blikket i deres øjne, deres håbefulde ansigter – Hvem var jeg, at skulle nægte dem deres ønske hvalp, bare fordi han også var min? Hvorfor skulle jeg have mere ret?

Og jeg fløj direkte ind i den. Fejl nr 2. Jeg sagde ja. Efter at have hivet og trukket og snoet, sagde jeg ja. Fornuften sagde mig jo, at så snart det stod på papiret at han var reserveret, så var det jo slut? Jeg behøvede ikke at bekymre mig om, hvorvidt det var nu skulle være eller ej. For så havde han jo fundet et hjem, og så ville hjertet finde fred.

Sådan er det bare ikke. Fra det sekund de forlod grunden fik tårene frit løb. Hylende, hulkende, og med knude i maven. Fortvivlelse ramte. Hvad gør man? Skal jeg knuse deres hjerter, og fortryde mit valg? Knuse mit hjerte, og lade være? Var det virkelig meningen det skulle gøre så ondt? De kunne jo finde en anden hvalp, det her var min babys hvalp, den der selv havde besluttet at være her. Men de havde jo forelsket sig i ham? De havde jo valgt ham?

Jeg tyer til tasterne, søger råd hos gud og hver mand – Men ingen har svaret. Det er jo kun mig der har det. Kun jeg ved, hvad den rigtige beslutning er – For mig. Et opkald til manden lyder på, at han havde da forestillet sig at vi skulle beholde ham, og nu havde jeg pludselig svigtet endnu en person. Knust endnu et hjerte ..

Jeg måtte gå den tunge gang. Jeg måtte lave den opringning jeg frygtede. Lytte til den sårede, skuffede stemme i den anden ende, og tag imod den skideballe jeg fortjente. Og det gjorde jeg. Og jeg fik den. Og jeg fortjente den.

Det er en helt forfærdelig følelse at sidde tilbage med. At få det man gerne ville have, men vide at man tager det fra en anden. At føle en glæde over, at drømmen er opfyldt, mens man stadig kan høre lyden af en andens drøm der bliver knust, flået fra dem, ødelagt.

Jeg har taget min beslutning. Jeg har fulgt mit hjerte, som jeg så ofte råder andre til. Jeg har knust en andens undervejs, og det fortryder jeg inderligt, men jeg håber og beder til, at de ville kunne finde det i deres, at forstå, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde.
Jeg har lært min lektie, og jeg håber at andre, der læser dette, kan tag ved lære af min fejl.
Hvis du ved hvad du vil – Så stå ved det! Det hedder ikke måske, eller imorgen. Det hedder ikke medmindre, eller kun hvis. Det hedder det er det jeg vil have, og jeg står ved det. Det hedder at tag beslutningen ingen din egen usikkerhed skaber problemer for andre.Til slut, en kæmpe, hjertefølt undskyldning til de jeg har såret. Det har aldrig været min hensigt, at gøre nogen fortræd, og jeg ved, at fejlen er min. Jeg kan ikke gøre det om, men vid, at jeg er oprigtig ked af, at jeg skulle lære på bekostning af andre.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s